Bevar fællesskabet og balancen

Københavns Amt

09/01-2004

På baggrund af offentliggørelsen af strukturkommissionens rapport udtaler amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen følgende:

"Hvis en strukturreform skal lykkes, er det vigtigt at bevare demokratiet – og dermed den folkelige forankring. Vi skal have direkte folkevalgte regionsråd, så de vælgere, der bliver berørt af politikernes beslutninger, også kan vælge eller fravælge de politikere, der beslutter, hvordan borgernes skattekroner bliver brugt."

"Jeg går ind for stærke og velfungerende nye regioner, som tager udgangspunkt i det naturlige egnsmæssige fællesskab. Regionstørrelsen er et spørgsmål om den rette balance. De må ikke blive så store, at de kan opfattes som en trussel overfor Folketingets suveræne kompetence. Og vi skal bevare balancen mellem Øst- og Vestdanmark."

"Meget tyder på, at Jylland havner på fire regioner. Hvis vi skal bevare balancen, så Sjælland ikke bliver for dominerende, er det derfor nødvendigt med tre regioner på Sjælland. Så mit bud er otte regioner, hvis vi også skal skabe nogle naturlige fællesskaber."

Vibeke Storm Rasmussen er kritisk overfor det forslag i rapporten, der vil flytte de meget specialiserede sociale opgaver fra amterne til kommunerne:

"Amternes hovedfokus er de allersvageste børn, unge og voksne med både fysiske og psykiske handicap. Som amt har vi samlet en ekspertise, der hjælper og støtter netop de grupper. Bliver behandlingen af de grupper spredt ud i kommunerne, bliver taberne i en struktur-reform de fysisk og psykisk handicappede."

I forhold til de særlige strukturproblemer i hovedstadsområdet, siger amtsborgmesteren:
"Jeg er glad for, at betænkningen lægger op til, at hovedstadsområdet nu får samme struktur som i resten af landet.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at de særlige trafikproblemer, der er i og omkring hovedstadsregionen, ikke bare kan løses ved at ændre på størrelsen af regionerne i området. De skyldes i høj grad staten og Folketingets undladelsessynder i forhold til investeringer i de overordnede trafikforbindelser til og omkring København."






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site